Solen bager ned (eller regnen siler ned), sveden driver, og du knokler afsted på din træningstur gennem kuperet terræn. Pludselig ser du det. Ikke en sjælden fugl eller en hemmelig sti, men en glinsende, hvid stribe tværs over næsen på din medløber.

Vi så det i slutningen af 90’erne (du kender farfar-typen), og nu ser vi det igen ALLE steder. Professionelle cykelryttere suser rundt i Frankrig med dem, tidligere elitesportsatleter priser dem på SoMe, og selv den corporate LinkedIn-type på sommervandretur i Alperne har fundet plads til næseplastret i sin ellers så minimalistiske pakning.

“Alle” er med på dillen, men spørgsmålet, der presser sig på, er: Hvorfor?

Den videnskabelige virkelighed?

Er der en smutvej til bedre performance (kunne godt have brugt lidt ekstra luft til mandagens crossfit-træning), for så er jeg da også klar på det lille plaster. Jeg har været nysgerrig og søgt efter videnskabelige artikler for at finde svaret på det store næseplaster-spørgsmål: Øger de rent faktisk iltoptagelsen og hjælper dig med at presse den sidste dråbe CO2 ud, når du er helt i smadder?

Her kommer den – måske lidt skuffende – sandhed: Den uafhængige forskning er desværre ikke imponeret.

De kolde, hårde facts viser, at udvendige næseplastre, ikke signifikant forbedrer din maksimale iltoptagelse (VO2 max), din laktattærskel eller din generelle udholdenhedspræstation.

For det første, så bruger vi kun en lille andel af ilten i en indånding. Der er simpelthen masser af ilt til stede. Når du virkelig giver den gas, skifter din krop intuitivt til mundånding, fordi det simpelthen er den mest effektive måde at få store mængder luft ind på. Næsen bliver en flaskehals, og den lille udvidelse, plastret tilbyder, drukner i den enorme mængde luft, du har brug for.

Der er ingen fysiologisk superkraft at hente her.

Den uundgåelige tanline: Eneste bevis på effekt?

Men hvis det ikke er for præstationens skyld, hvorfor så bruge dem?

Måske handler det om den subjektive fornemmelse. Nogle rapporterer en følelse af lettere vejrtrækning, en oplevelse af mindre modstand i næsen. Og bevares, hvis det føles godt, så er det jo også noget værd. Men det er altså en følelse, ikke en målt forbedring af din motor.

Den mest håndgribelige og uundgåelige effekt af dit næseplaster, især på en solrig dag (ingen risiko i dag), er nok din nye, moderne tanline hen over næseryggen. Et fashion statement og et sikkert bevis på, at du var ude at bevæge dig. Det kan da også noget!

Mysteriet om motivationen: Hvem tjener på næseplastret?

Det bringer mig til et andet spørgsmål: Hvorfor er næseplastrene så udbredte, når videnskaben trækker på skuldrene? Er det en massiv placeboeffekt, hvor troen på produktet alene kan booste selvtilliden? Eller er der mere kommercielle kræfter på spil?

Det er svært ikke at undre sig over, om der er en snert af… penge involveret. Når professionelle sportsfolk og influencere omfavner et produkt, spreder det sig som en steppebrand, uanset om der er solid evidens bag. Og når et produkt bliver en “must-have” i sportsmiljøet, er der altid nogen, der gnider sig i hænderne.

Så næste gang du ser et næseplaster på din kammerat, spørg dig selv: Er det for den fysiologiske effekt, det mentale boost, eller er det bare endnu et eksempel på, at vi mennesker søger efter genveje – et simpelt produkt, der lover guld og grønne enge, selvom beviserne er tynde?

Hvad tænker du? Hvad er dine erfaringer på næseplaster?

Et par artikler om emnet: DR.DK og motionsplan.dk.

Jeg blev den anden dag spurgt til, om jeg stadig løb. Det fik mig til at tænke over, hvorfor jeg ikke løbe så meget og langt mere og hvilke skader/overbelastninger jeg har oplevet i forbindelse med ultraløb.

Jeg har elsket at være ultraløber. Hvorfor? Fordi ultraløb er en udfordrende og givende sport, men det er også en disciplin, der kan medføre skader, især hvis man ikke træner korrekt. Her er nogle af mine erfaringer og råd for at undgå skader og overbelastningsskader i forbindelse med ultraløb.

Forkert træning: Nok den hyppigste årsag til skader. Det er så nemt at starte med at løbe, og man oplever hurtigt fremskridt i sin præstation. Det er også så nemt at skrue op for træningsmængden og intensiteten. Og igen kommer der mange gange en hurtig respons. You have become invincible!

Pludselig har man næsten samme træningsmængde som en professionel atlet, men man har også familie, hus, have, fuldtidsjob… Du tilføjer bare selv dine ting.

Når jeg kigger tilbage på mine træningspas, så var der for meget skidt og for lidt kvalitet. Mange af mine pas foregik i et relativt højt tempo (skulle jo føle, at jeg lavede noget). I dag vil jeg fokusere på en mere polariseret træning. Langt og langsomt samt kort og meget hurtigt. Af skade bliver man skadet (og på sigt lidt klogere).

Manglende hvile / restitution: Med stor træningsmængde og i øvrigt en hverdag der skal passes og plejes, så er det nemt at nappe lidt tid af den inaktive tid – søvnen. Vi kan jo sove, når vi bliver gamle!

Set i bakspejlet, så brugte jeg for lidt tid på at restituere. Både mellem mine træningspas, men har helt sikkert også fået sovet for lidt. I dag ved jeg, at vi/jeg har bedre af 7,5 times søvn end at nøjes med omkring 6 timer.

Overbelastning: Overbelastningsskader opstår, når kroppen udsættes for mere belastning, end den kan klare. Og det er jo ikke fordi, at kroppen ikke fortæller dig det undervejs, men lytter du til den?

Jeg overhørte selv ubevidst/bevidst signaler om at slå op i banen og give kroppen lidt ro og en anden tilgang til træning. I mit skadesmæssige skæbneår var jeg både tilmeldt VM 24 timers og det 246 km lange Spartathlon. To store drømme lå lige foran mine fødder. To starter (med dobbeltsidet betændte achillessener) blev til to løb uden genførelse. Og efterfølgende en periode på to år, hvor jeg ikke løb overhovedet.

Jeg havde smerter om morgen på vej ud af sengen. Jeg havde smerter de første 2-3 km af min træning. Jeg havde smerter, når varmen fra træningen fortog sig. Jeg ignorerede det bare – det var blevet hverdag til den dag kroppen sagde fuldt stop!

I dag døjer jeg fortsat med eftervirkningerne fra den gang. Det er OK, og jeg skal ikke klage, jeg kan stadig så meget 🙂

Mine gode råd: Skal man lytte til råd fra en, som åbenbart ikke selv kunne finde ud af det? Det vil jeg være op til dig at afgøre. Jeg vil ikke påstå, at jeg har den hellig gral stående, men jeg har dog lidt erfaring.

• Lyt til din krop: Når signalerne er tydelige, så ignorerer dem ikke. Når du er ærlig, så kan du godt mærke forskel på, om det er uro/ømhed eller om noget gør ondt (det skal det ikke). Er du i tvivl, så spørg dem du bor sammen med, overbelastninger afslører sig ofte også i dine sociale kompetencer.
• Få din søvn: Hvor meget din krop kan absorbere af træning er individuelt (sammenlig dig ikke med andre – du kender ikke deres øvrige belastning i hverdagen). Anbefalet søvn er mellem 7 til 9 timers søvn (men det ved du også godt).
• Teknik og styrke: Kigger jeg tilbage på min løbestil, så var der meget at forbedre. Få nogen med forstand til at checke din stil ud. Styrketræning kan i det lange løb være understøttende for din teknik og præstation. I dag ville jeg bruge mere tid på løbespecifikt styrketræning.

Hvis du er nået hertil, så tak for at læse med. Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til noget. Jeg hører gerne, hvad dine oplevelser/erfaringer er.