Spartathlon er et historisk ultraløb, der genskaber fodsporene af Pheidippides, en athensk soldat, der i 490 f.Kr. blev sendt til Sparta for at søge hjælp i krigen mellem grækerne og perserne. Ifølge den antikke græske historiker Herodotus ankom Pheidippides til Sparta dagen efter hans afgang fra Athen.
Spartathlon finder sted hvert år i september i Grækenland. Det er et af de mest vanskelige ultraløb i verden på grund af sin unikke historie og baggrund. Vejret er aldrig helt til at regne med, og har gennem årene krævet sine ofre, når løbere er startet ud +30 grader for så at blive fanget i styrtregn i bjergne.
Løbet starter i Athen og slutter i Sparta, en distance på 246 km. Løberne skal klare 75 kontrolpunkter med tidsgrænser undervejs og nå målet inden for 36 timer.
Spartathlon har været afholdt siden 1983, da en britisk militærhistoriker ved navn John Foden organiserede en ekspedition for at teste Pheidippides’ bedrift. Den første officielle Spartathlon blev afholdt i 1984 med 45 deltagere fra fem lande. Siden da er løbet blevet mere og mere populært og har tiltrukket nogle af de bedste ultraløbere i verden. I morgen starter ultraløbere fra omkring 50 nationer.
Danske løbere
Tre danske løbere stiller til start. Lukas Marmer Weiss Hohwü, som jeg ikke kender så meget til. Ved han har løbet længere bjergløb, så spændende at se, hvad han kan gøre ved de græske veje – eller omvendt. Diana Kämpe har – som jeg husker det – løbet og gennemført Spartathlon tre gange før. Ikke så meget man har set til Dianas resultater de seneste år. Og endelig Stine Rex, som for en måned siden satte verdensrekord på hhv. 300 km, 500 km og 72 timers ultraløb. Er Stine godt restitueret, så er hun selvsagt blandt favoritterne.
Jeg har ikke nærlæst deltagerlisten, så jeg giver ikke mit bud på favoritfeltet i denne omgang. Det kan være, at jeg kloger mig, når løberne nærmer sig målstregen i Sparta.
Hold op, hvor tiden går stærkt – det er allerede fire uger siden, at jeg krydsede målstregen i Paris-Brest-Paris efter at have tilbagelagt 1225 km på to hjul! Tiden er fløjet afsted, og selvom mine yderste to fingre stadig er lidt følelsesløse, har jeg fået en masse fantastiske minder med mig fra denne tur. Jeg er nok lidt tættere på at tage en tur igen om fire år, end lige umiddelbart efter jeg var kommet i mål.
Nu, hvor jeg har haft lidt tid til at fordøje det hele, vil jeg gerne dele nogle tanker og oplevelser med jer.
Følelsesløse fingre – en daglig påmindelse
Lad os starte med mine følelsesløse fingre. Ja, det er rigtigt, mine to yderste fingre på hver hånd er stadig en smule følelsesløse. Men ved I hvad? Jeg ser det som et ægte trofæ! Hænderne var udsatte undervejs, og de fortæller historien om de mange timer på cyklen, der blev tilbagelagt. Jeg er sikker på, at følelsen vender tilbage, men indtil da minder de mig om, at jeg har gennemført noget ekstraordinært.
Fantastiske minder fra ruten
De lokale beboere, der stod langs ruten og heppede på os med smil på læben, var uvurderlige. De gav os energi og vand, når benene begynder at føles som bly. Og selvfølgelig er der de andre ryttere – mennesker fra hele verden, der deler samme mål som en selv: at nå Rambouillet og fuldføre udfordringen.
Selvom Paris-Brest-Paris er en fysisk udfordring , er det også en rejse ind i ens eget sind. Man opdager, hvor meget man er i stand til, når man er fast besluttet på at nå målstregen til trods for at hele kroppen værker.
Jeg sidder her en god uges tid efter målgangen på Paris Brest Paris. Indtrykkene er ved at bundfælde sig, og jeg begynder at tænke på, hvad næste udfordring skal være.
Fysik går det meget godt. Jeg er løbet ind i noget hoste og forkølelse på bagkant af turen (kan være pga nedsat immunforsvar), men det er kraftig på retræten. Mine skavanker begrænser sig efterhånden kun til snurrende/lidt følelsesløse fingre (et par stykker på hver hånd) og et håndled, som ikke er helt godt. Så næsten så god som ny!
Jeg må dog også konstatere, at jeg mange gange undervejs oplevede disse pludselige “angreb” af massive smerter i især min venstre hæl under. Det ødelagde flow og den gode oplevelse af at være i gang. Hvis jeg skal cykle langt igen, så er det noget jeg skal have trænet mere med og/eller fundet en anden løsning på.
Som tidligere beskrevet, så var der mange gode oplevelser på hele turen frem og tilbage. Hvor alt bare er fedt. Men jeg tror (man har jo en tendens til at glemme) at det mentalt har været den hårdeste tur i år ift. de tidligere tre gang i PBP. At jeg så tidligt blev ramt af dehydrering satte sine spor.
Det mærkelige – og det der kan være svært at forklare andre – er, at jeg gad jo ikke køre PBP, hvis det var nemt. Der kan jeg også være lidt splittet, når jeg kommer i mål. På den ene side lidt ærgerlig over, at jeg fik disponeret bedre i starten, men omvendt være super glad for at jeg fik raget kastanjerne ud af ilden, og fik det mest optimale ud af situationen (Få fundet medvinden, også blæsten står lige ind i ansigtet).
Om jeg kører PBP i 2027 er alt for tidligt at svare på lige nu. Det ER en FED oplevelse, men jeg skal nødvendigvis ikke køre en femte gang. Der er også mange andre fede oplevelser derude, som venter på at blive opdaget.
Fødderne er placeret på egen matrikel igen, og det er allerede en uge siden, at jeg kørte over mållinjen i Rambouillet.
Men minderne fra min tur fra Paris til Brest og retur igen står stadig stærke og skarpe. Generelt mindes jeg 1000-vis af franskmænd, som stod ud langs ruten for at muntre rytterne op. Konstant lød der tilråd som allez allez, bravo, bonne route eller bon courage. Det er altså fedt!
Paul fra Ambrières
Paul Beucher er blot af mange franskmænd, der har en lille bod med vand, måske lidt kaffe, og et par kager eller lignende. Hos Paul og familien er konceptet udvidet til, at man som deltager som kan få en lur på en madras med et tæppe over sig. Nogle steder betaler man, hvad man synes er passende andre steder er det totalt gratis.
I Pauls familie er det ikke en ny tendens at åbne den dobbelte garage for deltagerne i Paris-Brest-Paris. Det har tykke bøger liggende, hvor man som besøgende hos dem skriver sit navn, nr og nationalitet ind (Mindes stadig da jeg samlede på nummerplader med min bror).
Jeg mødte første gang familien i 2019, hvor jeg også deltog. Den gang blev det til en kop kaffe, og jeg var høj tre timer efter og følte ingen træthed overhovedet (Det var en fed oplevelse). I år var (relativ) godt kørende, da jeg kørte forbi Ambriéres, men jeg vendte alligevel cyklen for at få en kop kaffe igen i år, samt en kort snak med Paul.
Med de højere varmegrader, som vi oplevede i år, så er tilbuddet om vand langs vejene afgørende for at rytterne får nok væske.
Sove som en sten
Eller sove på en sten? Som tidligere skrevet, så sov jeg i alt 4 (0+3+1) timer fordelt på tre nætter. Og jeg er ingen måde særlig unik der. Der er mange, som har meget begrænset tid på ryggen. Til gengæld, så sover man også med det samme, når man lukker øjnene.
Allerede på første dagen, da temperaturen var allerhøjest så jeg folk smide sig på græsplænerne foran folks huse og bare koble ud.
Personligt forsøger jeg at finde spots, hvor jeg ikke bliver forstyrret af venlige med-rytterne, som lige skal høre om man er OK (Spørger jo selv). I år fandt jeg således en indkørsel, hvor jeg kunne tage en powernap på 15 minutter og ellers benyttede jeg mig af et stykke pap i en kantine og en kokosmåtte (største anbefaling herfra) i anden.
Er det ikke bare herligt 🙂
Min nye cykelven fra Brasilien
Den 3. nat er jeg godt på vej mod Loudéac. En vigtig milesten, da man så “kun” har 300 km hjem!
Jeg er ikke specielt godt kørende, men nattens lidt lavere temperatur gør mig på mange måde godt – og jeg ved, at bliver kæden helt nogenlunde stram gennem endnu en kommende varm dag, så er udsigten til at komme i mål inden endnu en omgang nattekørsel i sigte.
Pludselig fanger en rytter længere frem min opmærksomhed. En bil har været stoppet op og talt med rytteren, som ærligt talt virker lidt frustrerende. Mens jeg observeret dette er jeg gledet forbi rytteren og får vendt om for at høre til rytterens status.
Det viser at rytteren er OK, men cyklens baghjul er ekset (en situation, som jeg alt for godt kender selv fra min tur i 2019). Det viser sig også, at Wagner er fra Brasilien, kan tale portugisisk og noget spansk. Jeg kan byde ind med engelsk og tysk.
Jeg kan desværre ikke afhjælpe defekten på cyklen, men jeg kan guide og oplyse vejen ekstraordinært for Wagner de 30 km ind til Loudeac, mens han står op i pedalerne for at aflaste hjulet. Vi håber selvfølgelig, at der er mekaniker (Tror faktisk, at jeg lovede ham det!) ved næsten depot, så han forhåbentlig kan få fikset problemet.
Vi kører sammen i 1½ time, og det er en sparsom samtale vi har. Der er til gengæld masser af kommunikation og forbundethed. Jeg føler faktisk ikke, at jeg har hjulet nævneværdigt, men jeg kan tydelig forstå på Wagner, at det har været guld værd. En tanke til resten af natten: Jeg kan ikke afgøre værdien af min hjælp, det kan kun modtageren.
Kort før mål blev jeg overhalet af Wagner. Det fyldte mig faktisk med stor glæde at se, at han trods nattens udfordringer var i stand til at gennemføre sin først PBP.
Har du i øvrigt læst mit startnummer R 119 bagfra?
Alle de frivillige
Når jeg cykler så langt og stort et løb som Paris Brest Paris, så bliver man også meget taknemlig for de hundredvis af frivillige, så er med til at sikre gennemførelsen af dette arrangement. Der er falder sikkert lidt mønt af til de lokale foreninger, men der skal mange mennesker til at køre et depot over flere dage. Og alt i alt så fungerer det bare.
Ingen kører gennem et Paris-Brest-Paris uden at have ondt mindst et sted. De fleste (bl.a. mig) for ondt i hele kroppen – måske ikke på samme tidspunkt.
Gennem min generelle træning og ikke mindst i kvalifikationsløbene i foråret og deltagelse i tidligere PBP var jeg godt klar over nogle fysiske problemer, som kunne blive ekstra trættende under vejs på de godt 1200 km.
Nakke og skuldre
I foråret døjede jeg med at blive låst i den øverste del af nakke og skuldre.
Jeg har gjort forskellige tiltag for at imødekomme de problemer.
Først har jeg trænet generel og specifik træning af min øverste del af ryggen .
For det andet har jeg arbejdet med positionen af armene på. Lignede jo nærmest en bulldog, når jeg var træt. Nu er albuerne kommet ind til siden. Armene virker nu mere fjedrende og “locker’ ikke ud.
Tredje jeg har gjort er at investere i stødpads (gummiindllæg) til styret.
Konklusionen: Problemer igennem foråret, men nærmest inden under PBP. Jeg kan ikke sige, om der er en afgørende faktor, eller om det er kombinationen.
Hænder og håndled
Efter de meget lange ture er så kan jeg godt have nedsat følelse i fingerspidserne i et stykke tid (ugevis). Det fortæller selvfølgelig noget om, at hænder er udsatte og tager mange stød gennem mange timer (der er ikke nylagt asfalt hele vejen!). Gennem de seneste måneder har jeg også smerter i især venstre håndled.
Jeg har forsøgt mig med specifik styrketræning af leddene. Det har ikke nået at virke op til PBP, men det tager også tid at arbejde bindevævet.
Jeg kører med cykelhandsker med ekstra tykt indlæg.
Konklusion blev: Allerede efter en dag i sadlen havde jeg sindsygt ondt i venstre håndled. Jeg var begyndt at kompensere med en asymmetrisk position på styret.
I tasken havde jeg en håndledsbind, som jeg en gang imellem bruger til styrketræning. Det kom på, og blev der de næste to døgn. Effekten var virkelig, god 👌
Hvad jeg mindes ikke at have prøvet før, var at indersiden af mine hænder var slået helt blå. Det gjorde naller!
R#ven
De fleste har nok prøvet at hoppe op på en ny cykel, som straks kan mærke i enden, at det her et ikke godt. Og får lyst til at stå op i pedalerne.
Når man kører i mange timer timer, så bliver siddeonrådet udsat for masser af tryk, fugt og varme.
Så jeg kører altid med cykelbukser med en god pasform og siddepude – og de er testet af på forhånd!
Så skal der masser af buksefedt i bukserne og omkring de ædle dele. En fedtet omgang, men indsatsen værd. Og så suppleres med yderligere fedt.
Konklusion: Den, det smørret godt, kører godt. Jeg havde en irritation af huden nogle steder, men overhovedet ikke noget som jeg bruge som undskyldning for min kørsel.
Fødderne
Jeg har gennem snart en del år døjet med forskellige problemer med fødderne. Trædepuden på begge fødder giver en brændende fornemmelser eller mine hæle gør noget lignede, idet der i løbet af kort tid (1/2-1 minut) opbygges en meget stikkende følelse i hælene.
Løsningen har hidtil været, at hoppe ud af skoene og tage lidt af presset og varmen fra skoene af. Det et bare noget bøvl!
Jeg har igen i år forsøgt mig med specifik styrketræning af fødderne.
Desuden har jeg købt specielsåler til cykelskoene, så belastningen skulle blive mindre.
Konklusion blev: Faktisk oplevede jeg har færre situationer, hvor forfoden brændt. MEN jeg har på ingen idé hvor mange gange jeg måtte af cyklen fordi især min venstre hæl stak. Det var drænende! Eneste opløftende var, at jeg vidste at i løbet af 2-3 minutter så kunne jeg kører videre fordi smerten havde fortaget sig igen.
Det er ikke en fed måde at cykle på. Isoleret set var den skavank, som satte mig mest tilbage.
Dagene efter
Den første nat mærkede jeg intet til belastninger fra turen. Der var sort skærm. Men jeg skal da love for, at kroppen har holdt fest de kommende nætter i form af følelsen af stor uro. Jeg oplever lidt følelsesløshed til fødder og i de yderste fingre på hver hånd.
Det er helt naturlige eftervirkninger for mig, og i løbet af nogle dage / uger så er de med igen. Jeg sørger for at stimulere helingen med lidt øvelser.
Det sidste par dage har planen været at sætte mig til pc’en og skriver. Desværre har WiFi ikke været optimalt på vores overnatningssteder.
Det bliver derfor en lidt anden udgave end først planlagt.
I dette opslag vil jeg komme ind på selve ruten. I et par efterfølgende indlæg vil jeg fortælle om:
Skavanker – før/under/efter
Tankevækkende oplevelser (for mig – og måske for dig)
PBP2027
Lige op til start
Vi landede i Les Molieres (20 km fra start) sidst på eftermiddagen om fredagen, så startnummeret stille og roligt kunne afhentes lørdag formiddag.
Lørdag eftermiddag blev det til en lille tur rundt i området. Dejligt, når man sidder to i transport fra Danmark (havde valgt at tage to kortere stræk ren og skær bekvemmelighed).
Hoppede i seng til normal tid, og stod op til normal tid søndag – og godt morgenfoder. Fik pakket alt til cyklen. En god frokost, for så at sove et par timer. Selvom temperaturen var høj, så fungerede det fint. Brugte i den forbindelse et par sovebriller. Det kan anbefales.
Inden afgang en let gang aftensmad og en tur på det lille hus 😉 Helt klar til afgang!
Afgang fra Rambouillet
Kl. 20.15 gik starten for mit heat. Siden kl. 17.30 var der for hvert kvarter blevet sendt cirka 300 ryttere af sted. Så det var folk på vejene, da jeg rullede over start.
Planen var lade de andre arbejde og sidde meget op hjul som overhovedet muligt, men også at udnytte det momentum for flotte, som passede mig.
Når jeg selv skal sige det, så gik faktisk godt henover natten. De første 75 km var det nemt at finde grupper, der kørte mit tempo, herefter blev det lidt mere spredt.
Men det var også ting, som ikke gik så godt i løbet af den første nat. Det var varmt og jeg svedte meget, og senere blev også koldt på nedkørslerne (frøs faktisk lidt). Da morgensolen begyndte at kigge frem, kunne jeg konstatere at, jeg faktisk var lettere dehydreret. Kanon udgangspunkt for en dag i solen og 30 grader!
Og ja, der ikke planlagt søvn den første nat
Første dag i solen
Med første nats manglende evne til at forblive hydreret, så tog formiddag og eftermiddag et lidt andet sigte.
Havde håbet på at komme hurtigere til Brest end det endte med. Jeg har efterhånden kørt en del +600 distancer, og har også før oplevet at have manglet. Min erfaring er, at det ‘sagtens’ kan løse sig. Men ikke ved at tvinge 2 l væske i rummet. Kroppen skal lidt tid – og så skal huske på, at det sker på en varm sommerdag i Frankrig ☀️
På stykke mellem Loudéac (435k) og Carhaix-Plouguer (514k) følte jeg, at det igen var vand på køleren. Men konstateringen var også, at det havde kostet på farten og kostet på kræfterne.
Det sidste stykke mod Brest – nat 2
Selvom varmen havde været enorm gennem hele dagen, så har jeg erfaring med at bakkerne det sidste stykke til og fra Brest kan være en kold omgang. Så “løse knæ” og ærmer blev fundet frem.
Denne gang heller ikke en undtagelse. Det blev så fugtigt i luften, at jeg også måtte have vind/regnjakke på. Så var OK.
At ramme Brest er på den ene side lidt demotiverende og på den anden side total optur. Man har lige kørt 610 km, så kan man selvfølgelig igen.
Jeg følte mig ikke specielt træt ved ankomsten CP, men valgte at tage 1,5 times lur inden jeg begyndte returen mod Paris.
Var heldig at overtage en luksusmadras (to stykker tynd pap) i kantinen. Så skulle blive godt.
Det er de færreste, som har svært ved at sove selvom der ligger mennesker de ikke kender umiddelbart ved siden – og skal vi, udtrykker sig på forskellige menneskelige måder 💨😴
Det gjaldt heller ikke for mig. Min 1,5 time blev dog til 2 x 1,5. Hvorfor? Jeg følte mig snydt! Efter tre kvarter af den første lur vågnede jeg med kramper i begge ben. Lige pludselig er man ikke rationel, og kun da hurtigt overbevise mig selv om, at jeg havde noget til gode.
Godt på vej, men stadig langt til Paris
Endnu en dag ventede i varmen. Nedtællingen var i gang, en nedtælling der for mig handlede en stykkerne fra et check point til det næste.
Fra jeg var aktiv ultraløber har jeg det med at dele distancer (eller tid) op i brøker. Et lille “mind fuck”, virker på mig. Som eksempel: Har jeg kørt 10k ud af 100k, så det 1/10. Og jeg runder 20k, så er jeg allerede nede på 1/5.
Der blev lavet en del brøkregning den dag.
Måske den sidste nat – nat 3
Natten startede egentligt med et interessant og meget givende afbræk. Så interessant, at jeg vil lade hænge her, og først vende tilbage til det senere.
Godt midnat på tredje nat havde jeg nu rundet 928k i Fougéres. Skulle jeg bare en lur i check point, eller bare kører ud i natten? Det blev det sidste. Jeg følte mig fuld af energi, men viste også fra tidligere, at den kan forsvinde som dug fra solen – især om natten!
Havde ikke kørt en time, før behovet for en lur opstod. Ikke at jeg fik hallucinationer eller decideret faldt i søvn på cyklen.
Fik fundet en indkørsel, hvor det blev til et power nap på 15 minutter. Det er utroligt hvad så lidt søvn kan gøre af gavn for din fysik.
Efter at være nået Villaines-La-Juhel (1017k) blev det til yderligere 3 x power nap a 15 minutter. Jeg FØLTE at jeg burde forkæle mig selv oven på en god kaffe, croissant og pain au chocolat.
Er det muligt – sidste dag i sadlen?
I 2019 gennemførte jeg PBP lige under 72 timer. Min indre regnestok havde fanget, at det kunne blive muligt igen i år.
Og efter en formiddag som føltes OK (som det nu føles OK efter mere end 60 timer), så kom eftermiddag, som går i min historiebog som en af de varmeste.
Jeg ved ikke med sikkerhed hvor varmt det var, min oplevelse siger omkring 35 grader, i kombination med dårlig asfalt og stejle stigninger, så blev det kæmpet af alle derude.
Varmen blev ved, bakkerne blev afløst nærmest totalt fladt landskab uden de store muligheder for skygge.
Men et kig på uret og distancetælleren fortalte, at der var ny mulighed for tid under 72 timer.
De sidste 100k var måske varmeste jeg havde kørt, men nok også de kedeligste (just a feeling). Men jeg nåede tilbage til Rambouillet i omkring 71,5 time. Tilfreds med min fjerde gang som finisher.
Bilturen ned gennem de lange bakker i de belgiske Ardenner. Dagens lille løsne-op-tur. Det hele fortæller mig, at jeg er klar. Klar til at stampe i pedalerne fra Paris (Rambouillet) til Brest og retur igen.
Dagens vigtigste opgave var at få hente startnummer og få gjort de sidste indkøb (ikke mindst til Lisanne, som bliver vores hytte i dagene, hvor jeg cykler).
I år har arrangørerne droppet cykelcheck dagens før start og flyttet det til umiddelbart inden start. Det er en god idé. Sparer en masse tid i løbet af formiddagen og selve nummerudlevering foregik lynhurtigt, selvom der skal næsten 7000 deltagere igennem på dagen. Og alt sammen med et kæmpe smil. Chapeau til arrangørerne so far.
Efter en god frokost med franske specialiteter, skulle cyklen og benene lige luftes lidt. Vi kom lidt sent frem til overnatningsstedet i går, hvor det ikke blev til en tur der. Men i dag blev der tid.
Træningen er jo slut, så planen var at trille 25 km i roligt tempo og få skyllet benene godt igennem.
Det blev til smuk tur, bl.a. ned i Chevreuse-dalen. Men når man kører ned, så skal man jo også op igen. Op pulsen fulgte med op, stigningen bød på 11 procent over et længere stykke.
Søndag er race day, men min start er først 20.15. Jeg duer ikke til at sove meget længe. Plan er derfor at komme og få en god gang frank morgenmad og få pakket cyklen. En solid gang frokost og middagslur (har fået lov). Inden afgang til Rambouillet skal der lige en let gang aftensmad på bordet.
Jeg kommer nok til at lave et par opdateringer på AltidMedvind og Instagram. Jeg bliver glad for hver og en kommentar, som bliver skrevet undervejs. Men til din orientering, så læser jeg dem først, når jeg er kommet i mål.
Jeg kan næsten ikke vente, men om kun 1,5 uge skal jeg deltage i Paris-Brest-Paris; et ultimativt eventyr for mange langdistancecyklister. Det er en drøm, endnu en gang at at stå på startlinien i Rambouillet og opleve den fantastiske stemning, de smukke landskaber og den udfordrende rute.
Jeg har trænet vedholdent og længe for at være klar til dette løb. Der er stort set styr på grejet, jeg skal have med. Der skal lige nye dæk på cyklen og kæden skal smøres, mangler lige en powerbank som kan supplere GPSen med strøm. Om et par dage lægges tøj, værktøj og mad (gel og bar) frem. Undervejs vil jeg også benytte mig af de mange kontrolposter og services (private franskmænd, med små boder – nogle endnu gratis) langs ruten.
Der er dog én ting, der stadig bekymrer mig lidt: mit håndled. Det har været ømt i et stykke tid nu, og det generer mig især på de lange ture. Jeg har prøvet forskellige ting for at lindre smerten, som at justere styret, skifte handsker og specifik træning. Men det er som det er. Det bliver helt sikkert værre under løbet, men så finder jeg en løsning på det!
Men nok om mine bekymringer. Jeg vil hellere fokusere på mine forventninger. Jeg forventer ikke at slå nogen rekorder (min personlige rekord er lige under 60 timer, sat for 20 år siden). Er vejret nogenlunde, og undgår jeg defekter, så er mit mål at køre igennem på 72 timer (der er 90 timer til at gennemføre på).
Jeg vil bare nyde turen gennem Bretagne og gennemføre den med et smil på læben. Jeg vil opleve solopgange, solnedgange og stjernerne på himlen. Jeg vil opleve nedture og opture i mere end en forstand. Jeg vil føle glæden, spændingen og stoltheden ved at være en del af dette historiske løb.
Der er nu kun fire uger til starten af cykelløbet Paris-Brest-Paris.
Træningen går godt, og der begynder at være styr på stumperne
Jeg bøvler lidt med et ømt håndled. I bedste Pogacar-stil, så skal jeg nok få “glæde” af det, når der begynder at rulle km ind på kontoen. Men det er som det er, og så må jeg forsøge at forbedre mig bedst muligt på det.
Benene har det fint, og der er endnu et par uger til at bygge op i. Herefter et par uger, hvor der skal trappes ned og opbygges fysisk og mentalt sult efter at komme ud og køre. Den sidste uge kan godt være lidt sej for mine omgivelser 😉
Mangler fortsat at indkøbe lidt energi til turen, Men det er bliver klaret snart.
Jeg har undervejs behov for at oplade min GPS-enhed. Det er tidligere sket ved at konverterer strøm fra navdynamoen og til power banks. På min tur Danmark Rundt for et par år siden viste det sig at være en lidt sårbar løsning. Konverteren brændte af og pludselig var løbet tør for strøm. I år satser jeg på at klare mig med power banks alene.
Lidt om PBP
Løbet er verdens næstældste stadig eksisterende cykelløb og blev gennemført første gang i 1891. I starten var det en konkurrence, og der deltog både amatører og professionelle. Siden 1951 har det kun være for amatører og konkurrencedelen er taget – det gælder om at gennemføre.
For at gennemføre udfordringen så skal de 1219 km gennemføres på under 90 timer. Tidligere da veje og cykler var af en anden standard, var der 10 dage til turen. Det gælder først og fremmest om at gennemføre, men er forholdene til det, så vil jeg køre lige under 72 timer (mit resultat i 2019). Men meget kan ske undervejs.
Godt 8000 ryttere fra hele verden har forhåndstilmeldt sig løbet, men det er kun omkring 6800 ryttere der har klaret kvalifikationskravene. Det er mange deltagere, men det plejer ikke at være et problem. Der bliver startet i heats, og det er kun de første 100 km, som opleves hektiske.
Ruten starter uden for Paris i Rambouillet, og fører os gennem de smukke og bakkede landskaber i Normandiet og Bretagne ud til Atlanterhavskysten ved Brest.
Ruten er ikke meget teknisk og er godt skiltet undervejs. Jeg plejer at sige, at det hele er 3 gange det, som vi vant til at cykle på i Danmark. Højeste punkt på turen er således kun omkring 340 meter.
Langs hele ruten bliver man mødt af fransk applaus og opbakning. Og tilråb som bon courage og bonne route giver altid til ekstra motivation og kræfter.
Weekenden banker på døren, og lørdag loves der omkring 30 grader.
Som løber eller cyklist kender du de udfordringer, som varme og høj luftfugtighed kan medføre.
En mulighed er selvfølgelig at blive i sofaen og se endnu et afsnit af Tour de France (og det er der ikke noget i vejen med).
Men er er der et løb i kalenderen i nær fremtid under varme forhold, så er det også en god mulighed for at træne som du skal kæmpe.
Om fem uger skal jeg cykle Paris-Brest-Paris. Vejret er tit godt, når løbet afvikles. Det vil sige solskin fra en skyfri himmel og 28-30 grader i skyggen (og den er der ikke meget af ude på vejene).
En vellykket præstation i varme forhold kræver ikke kun fysisk kondition, men også en tilpasning af kroppen til de ugunstige omgivelser.
Gradvis tilpasning
De kloge siger, at den bedste nøgle til varmetilpasning er en gradvis og systematisk tilvænning til varme. Og at det kan tage op til to uger for kroppen at tilpasse sig fuldt ud til varme forhold. Tit har man jo ikke tid og råd til at tage ud til konkurrencelokation et par uger i forvejen.
Så for mig gælder det i den grad om at tage muligheder, når de er der.
Hydrering og elektrolytter
Varmetilpasning handler ikke kun om at vænne sig til varmen, men også om at opretholde en sund væskebalance og elektrolytniveauer. I varme forhold er svedproduktionen øget, hvilket kan føre til dehydrering og tab af vigtige mineraler som natrium, kalium og magnesium.
For at undgå de negative konsekvenser af dehydrering er det afgørende at drikke tilstrækkeligt med væske før, under og efter træning eller konkurrence.
Et godt tip er at veje sig selv før og efter aktiviteten for at få en idé om væsketab og dermed justere væskeindtaget derefter.
I søndags fik jeg en lille lærerstreg mht. væskeindtag. Til trods for, at jeg følte mig godt kørende i den trykkende varme og havde noget fokus på at drikke, så var det bare slet ikke nok. Og efter seks timer i sadlen, så var jeg godt på vej til at blive dehydreret. Men godt lige at få en reminder 🙂
Tøj
Når man træner eller konkurrerer i varme forhold, er det vigtigt at vælge den rette påklædning. Lys og åndbar tøj kan hjælpe med at aflede varmen og holde kroppen køligere. Skal man bruge solcreme eller ej. Det fornuftige svar er jo selvfølgelig ja, men jeg må også indrømme at jeg har det lidt stramt med solcreme. Jeg synes faktisk at det er sværere at komme af med varmen. Måske det bare forgår i hovedet.
Tegn på en god tilpasning
Fire markører for tilpasning til varme er:
Lavere hjertefrekvens
Lavere kropstemperatur
God evne til at svede
Øget udholdenhedskapaciteten
Varmetilpasning kræver tid og tålmodighed, så sørg for at planlægge din træning og konkurrence med dette i mente.
Kommentarer