endurance & passion

Forfatter: ultrarun.dk (Side 30 af 47)

Aggressiv Amager – 2. afdeling af Garmin Winter Trail

At løbe 7,4 km på en 6 km-rute er da ikke helt skidt. Og så løb jeg ikke en gang forkert. Arrangøren havde lovet at kompensere for en manglende km fra 1. afdeling. Det var så i dag, at den blev betalt tilbage.

Med start fra Naturcenter Vestamager, så var der lagt op til en flad start, dog med vinden lige i næsen. Det betød selvfølgelig en aggressiv start af næsten hele feltet. Heldigvis er jeg da så erfaringsramt, så jeg behøver ikke tænke over, om det er en god idé. Jeg hopper bare med på vognen – og så går der ikke lang tid før lungerne hiver sindsygt efter vejret.

Hvis jeg var i lidt bedre form, så var jeg måske i stand til at nyde turen udover overdrevene, gennem birkeskovene og afslutningen henover de hidsige affaldsbjergene. Nej pjat, det var en fed tur. Her kunne jeg godt finde på, at løbe igen.

Resultatmæssigt var der fremskridt at spore. 11’er på 6 km herrer og 15’er overall. Det er jeg faktisk godt tilfreds med 🙂 Husk på, der var flere løbere med denne gang.

Vi ses 5. januar til 3. afdeling af Garmin Winter Trail.

Bislett 24H Indoor Challenge 2013 – resultater

Hold da op, der har været fart på i Oslo i dette års udgave af Bislett 24 Hour Indoor Challenge. Det kan godt være, at feltet ikke var besat af stærke internationale navne, men det betød intet. Især de svenske og norske løbere prægede i den grad løbet. En julefrokost, som man gerne ville have været med til.

Tillykke til Bjørn Taranger, som blev samlet vinder samt norsk mester med 247,797 km – flot ny PB. På løbets andenplads kom svenske Johan Steene med 242,401 km (PB) efterfulgt af Per Audun Heskestad med 236,964 (PB). Per blev også 2’er ved norske mesterskaber. Peter Tubaas tog bronze ved norske mesterskaber med 235,386 km. Det er altså superflot, at man skal præstere over 235 km ved et nationalt mesterskab for at komme på podiet. Glæder mig allerede til Bornholm i maj, hvor vores danske gutter kan nordmændene kunsten efter. Stor respekt til de norske løbere.

Hos kvinderne blev det som ventet en svensker, som løb med sejren. Hverken Frida Södermark eller Maria Jansson præsterede dog i top. Det blev derfor Annika Nilrud med 215,018 km som hev sejren hjem – endnu en svensk pige med højt niveau. På andenpladsen og norske mester blev Edna Leikvoll med 207,507 km. Dernæst kom Hilde Johansen med 195,533 km og Cecillie Holmgren med 193,008 km.

Thomas Steenberg lå godt til efter de første 12 timer, men så sluttede festen for ham. Måske den har fået lidt for meget snaps fra start?’

Bedste “danske” resultat efter 24 timer må Manolis Psaradakis stå for, idet han løb flotte 207,507 km. Velkommen i klub 200.

Bislett 24H Indoor Challenge 2013

Så er det atter blevet tid til ultraløbernes julefrokost i den norske hovedstad. Kl. 10 i morgen går starten til dette års karruseltur under tribunerne på Bislett Stadion.

Ruten er til at finde ud af – det er bare at følge den røde tartanbane de godt 500 meter rundt. Løbet kan ikke prale af spektakulære udsigtspunkter undervejs, idet højdeforskellen maksimal kan måles til 0,8 meter. Til gengæld kommer man tit forbi depotet, og der er en super opbakning fra arrangør og tilskuere. Det skal nok blive en fest.

Dejligt at se, at et hold danskere har fundet op til løbet. Der er basis for, at fem kan lave nogle gode resultater “under jorden”. Berit Jessen har desværre trukket sig pga. en skade. Under hensyn til tidligere præstationer, så må det være Thomas Steenberg, som skal levere det bedste resultat. Thomas har tidligere løbet for det danske ultralandshold. Men efter udtagelseskriterierne blev skærpet i sommers, så kræver det et resultat over 220 km for at komme på holdet igen. Jeg er ret sikker på, at det også er Thomas’ plan for weekendens tur. Kunne være sjovt, hvis en eller to af de andre fem kunne komme over 200 km.

Sverige stiller vanen tro med mange løbere. Hos herrerne er det nok mest Andreas Falk og Johan Steene, som skinner igennem. Andreas har tidligere løbet knapt 236 km og blev i øvrigt nr. 4 i Spartathlon 2012 med en tid lige under 28 timer! Johan har løbet 225 km. På en god dag, så står en af dem på podiet.

De svenske piger har gennem de sidste par år været meget dominerende i Norden. Mit bud er, at den samlede vinder hos kvinderne skal findes mellem Frida Södermark (PB 214 km) og Maria Jansson (PB 212 km). Trediepladsen kunne også meget vel gå til en af de svenske piger. Men lad os se – (næsten) alt kan ske!

Nordmændene er selvfølgelig repræsenteret i stort omfang. Bislett er igen i år rammen om de norske mesterskaber på 24 timer. Mon ikke, at det har lidt at sige?

Norge mangler et par hurtige piger på distancen. Det bliver derfor spændende at se, om mesterskabet kan vindes med et resultat over 200 km. Lad os håbe, at et par løbere bryder igennem. Jeg kender desværre ikke særligt meget til de norske kvinder, så jeg vil ikke komme med et bud.

Det norske herrelandshold er stærkt og de er til start alle mand. Mit bud er dog, at Bjørn Taranger (PB 245 km) løber med sejren og mesterskabet. Gjermund Sørstad har tidligere løbet knap 248 km, men døjer lige i øjeblikket med en betændt tå (det kan få betydning i anden halvdel af løbet, hvis der bliver kompenseret for meget). Hvis de to herrer ikke leverer 100%, så løber Lars Chr. Dørum (PB 235 km), Joar Flynn Jensen (PB 237 km), Peter Tubaas (PB 237 km) og Per Audun Heskestad (PB 226 km) lige bagved – klar til at snuppe chancen. Desværre er den tidligere norske storløber Jon Harald Berge ikke at se på startlisten. Jeg kan fem år efter mit PB-løb på Bislett stadig glæde mig over, at jeg løb fra ham den gang [Små glæder] 🙂

Resultaterne fra Bislett kan følges live her, samt på live-stream. Husk, det var fra lørdag kl. 10!

Jeg vil ønske alle på eller rundt om banen på Bislett en rigtig dejlig weekend med gode personlige resultater.

Jeg har en stille drøm om, at 2014 bliver året, hvor jeg tager en tur til Bislett for at løbe. Den tid – den glæde.

 

 

 

Hvis man kunne ønske sig…

… noget i denne søde (snart) juletid, så må det være, at IAU snart melder en dato og en lokation ud for VM 24 timer i 2014. Der var lovet en udmelding i slutningen af oktober, og nu har vi i slutningen af november stadig ikke modtaget nogen information.

Jeg ved, at IAU vil være meget sikre i deres udmelding – det forstår jeg godt efter det forløb, som vi oplevede ifm. dette års VM på 100 km. Her blev VM-arrangementet forsøgt stablet på benene tre forskellige steder. Men det er altså frustrerende, at det kommende års program ikke kan begynde at tage form.

Kommer VM til at ligge i foråret, så vil det betyde, at løbere udtaget til VM ikke kommer til at løbe DM på Bornholm (Hvis VM ligger efter DM). Kommer VM derimod til at ligge i efteråret, så kan DM lige pludselig bruges som udtagelsesløb.

Vil man gerne i betragtning til en plads på ultralandsholdet 24 timer, og samtidig være uafhængig af tidspunktet for VM, så skal man gerne på startlisten til et af vinterens indendørs løb i enten Oslo eller Växjö her i december. Måske kan løbet i Helsinki i slutningen af februar også komme med i betragtning.

Se her, hvem der allerede er i betragtning til bruttogruppen og ultralandsholdet.

Kære IAU-mand, jeg ønsker mig…

 

 

Danske Mesterskaber Trail 2015

Tejn Løb lukkede en dejlig nyhed ud i dag. Det er super, at der bliver arbejdet på at sætte et dansk mesterskab op også i trail – at det sker i forbindelse med afholdelse af Hammer Trail er jo meget naturligt, når ruten tages i betragtning.

At det først bliver i 2015 tror jeg kan gå hen og blive en fordel. Så har vi hele 2014 til at komme med input til kriterierne for et mesterskab. Desuden falder det supergodt sammen med det arbejde som Dorte Dahl er i gang med omkring etableringen af et dansk ultratraillandshold.

Jeg glæder mig til at komme forbi 🙂

Stort skulderklap til Lene, Jakob og Kim.

Dirty Girlz i skoven

Jeg havde fået lokket nogle gode kolleger fra DiBa med til lidt trailløb i Geel Skov i dag. Så ved syvtiden var der afgang til første afdeling af Garmin Winter Trail. Vejret var ikke ligefrem fristende, men det har jo også sin charme med lidt vådt fra oven. Geel Skov var ukendt for mig, da jeg hverken har cyklet eller løbet i bakkerne mellem Virum og Holte tidligere. Gode folk havde dog fortalt lidt rygter, så vi var forberedte.

Under hensyn til Rigets tilstand havde jeg på forhånd tilmeldt mig den korte version af dagens løb. Det var ikke nogen dårlig disposition! Der var udsigt til 6 km op- og nedtur for dagens skovsnegl (dobbelt forstand), med et minimum af træning i benene. At runden så kun var godt 5 km, vil jeg ikke sige, at jeg synes var fedt (men det var tæt på). Mine kolleger ville have noget for pengene, så de nappede den lange tur (dobbelt op).

Mit løb forløb som forudsagt. Uden de store forventninger og evner, så var det bare om at nyde naturen hele vejen rundt. Når der var fotografer på ruten, så sørgede jeg for at sætte farten lidt ned – de skulle gerne have muligheden af tage nogle skarpe billeder. Jeg var brugt til sidst.

Fordelen ved kun at løbe 1 runde var, at jeg kunne få mere tid til at få hilst på kendte og nye ansigter. Super fed stemning i målområdet 🙂 Stor tak til Thomas Dupont og Jesper Halvorsen og en masse frivillige for godt arbejde.

Dagens vindere:

  • 12 km H: Christian Madsen, 42:18
  • 12 km K: Dorte Dahl, 50:59
  • 6 km H: Jacques Dehnbostel, 22:19
  • 6 km K: Nanna Dalhoff, 25:05

Det var seje DiBa-kolleger, som jeg havde med i bilen i dag:

  • 12 km H: Kasper Jonassen, 50:53 – Placering som nr. 25.
  • 12 km K: Susanne Meyer, 1:02:51 – Placering som nr. 9.
  • 12 km K: Annette Eriksen, 1:04:17 – Placering som nr. 14.
  • 6 km H: Brian Larsen, 30:09 – Placering som nr. 17.

Med 344 deltagere i alt på de to distancer, så er der vel i grunden ikke noget at klage over.

Tak til alle omkring Garmin Winter Trail og til mine søde kolleger for en god søndag formiddag.

Geel Skov var stedet at se Dirty Girlz i dag.

Dirty Girlz i Geel Skov

 

 

Det er sjovere i bakkerne

Deltog denne formiddag i en trailevent i Fruens Plantage lige syd for Næstved. På forhånd havde 30 løbere meldt deres ankomst til eventen, som var arrangeret af Fysium. Jeg tror ikke, at der var nogen, som blev væk på pga. gårsdagens snestorm eller det dejligt snasket trailvejr. Der var super betingelser for at løbe i bakker på de småstier – og så i et par lånte sko fra Salomon. Og mon ikke der ryger et par knopsko eller to over disken i løbet af den kommende uge 🙂

Nu er det ikke fordi det på nogen måde er nyt for mig at løbe i naturen – skov og sti har altid været min fortrukne legeplads, når der skulle løbetrænes. Og selve området har jeg løbet og cyklet meget i gennem årene – fantastisk sted. Men når det er muligt, så vil jeg gerne støtte op om  gode lokale initiativer – som gør alle parter lidt rigere.

Med Tracy Høeg i front gik tur rundt i bakkerne. Alle kunne være med, da der blev gjort små hold undervejs. Min nuværende formkurve blev bekræftet med besværet vejrtrækning. Der er stadig et stykke vej tilbage. Så ærligt; jeg beklagede ikke de små pauser.

Som nævnt, så var der mulighed for at prøve et par sko fra Salomon. På første tur røg jeg ned i et par Fellraiser – god pasform og med godt bid i underlaget, men stadig en lidt højhælet fornemmelse. På 2. turen var jeg tilbage i mine Vivobarefoot Neo Trail – dejligt at komme ned på jorden igen.

Næste weekend står den på en hyggetur til Geel Skov sammen med gode kolleger. Vi ses til Garmin Winter Trail. Har du ikke tilmeldt dig endnu, så tror jeg faktisk, at du kan nå det endnu. Efter dagens event, så er jeg superklar 😉

Resultater amerikanske mesterskaber 24 timer

Det var da vist i den grad The Hard Way at blive amerikansk mester på 24 timer i år. Vejrguderne må have været noget efter de amerikanske løbere, for resultaterne var på ingen måde prangende i forhold det normalt meget høje performanceniveau.

Top 3 herrer:

  1. John Cash: 139,45 miles / 224 km. Ny amerikansk mester. Skal bemærkes, at John Cash stoppede efter 23 timer!
  2. Nelsom Armstrong: 138,52 miles / 221 km
  3. David Ploskonka: 132,71 miles / 217 km

Top 3 kvinder:

  1. Connie Gardner: 130,79 miles / 210 km
  2. Katalin Nagy: 123,10 miles / 198 km
  3. Cheryl Yanek: 113,48 miles / 183 km

Øvrige resultater.

John Cash havde inden weekendens mesterskab løbet 210 km tidligere på året, så et udmærket løb af ham, men langt under, hvad de amerikanske gutter normalt leverer. Inden løbet var der tale om, at der måske ville blive gjort forsøg på at løbe amerikansk rekord – det blev en fuser.

Connie Gardner har en PB på over 240 km, så hendes resultat var også en del under standard! Connie Gardner lå 2’er gennem første del af løbet, da Sabrina Little tog teten fra start. Regn og sygdom tvang Sabrina Little til at trække sig ud af løbet efter 12 timer. På det tidspunkt havde Sabrina Little tilbagelagt 125 km.

 

Copenhagen 6 Hour Run

I flot efterårsvejr blev der i dag løbet 6 timers løb ved Albertslund. Selvom de helt officielle resultater mangler, så kan det konstateres, at der blev løbet pænt stærkt i år.

Kvindernes løb blev suværent vundet af Louise Skak. Louise havde sidste passage af målstregen på næsten 69 km 7½ minut før slutsignal. Mon ikke det blev til et resultat over de 70 km. Udtagelseskriteriet ift. 100 km-holdet er på 72½ km, så et flot resultat. På de næste pladser kom hhv. Hanne Christensen med over 64 km og Mitzi Rønholt Larsen med over 62 km.

Der er ellers uskreven lov om, at man ikke vinder sine egne løb. De paragraffer plejer Charley Prødel at se stort på. Det gentog sig i dag, hvor Charley kommer over 75½ km i herrernes løb, efterfulgt af Frederik Bøjholm godt 2 minutter efter. Bjørn Jensen kommer ind som 3’er med over 73 km på kontoen. Dejligt at se, at Charley har fået gang i benene. Måske det kunne blive til et comeback på landsholdet? Hos herrerne ligger udtagelseskriteriet på 83 km for at kvalificere sig til 100 km-holdet.

Tillykke til alle.

Amerikanske mesterskaber 24 timer – The Hard Way

I morgen går starten til de amerikanske mesterskaber på 24 timer på en 1,5 km rute i Oklahoma City.

USA har haft mange gode ultraløbere gennem årene, men i en periode så man mest til amerikanerne i diverse 100 miles løb. I de senere år har amerikanerne præget de internationale mesterskaber med superpræstationer. Jonathan Olson og John Dennis blev hhv 1’er (269 km) og 2’er (262 km) ved seneste VM i Steenbergen. Og med Sabrina Little i spidsen blev de amerikanske piger 2,3 & 4!

Det amerikanske hold leverer således på super højt niveau og der er hård kamp om at komme med på holdet. Det betyder, at kommer man på podiet til amerikanske mesterskaber, så har man også en plads på ultralandsholdet ved efterfølgende internationale mesterskaber.

Skal man blive national mester over there, så tror jeg, at der skal løbes omkring 265 km hos herrerne og godt 240 km hos kvinderne. Lad os se, hvad det ender med.

 

 

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2025 ultrarun.dk

Tema af Anders NorenOp ↑